Flensborger Rom

Flensborger Rom

Flensborger Rom

I det 18. århundrede var Flensborg en af de mest betydningsfulde handelshavne for den dansk-vestindiske flådes skibe. Deres fjerne mål var de såkaldte Jomfruøer i Caribien, de dengang danske øer St. Croix, St. Thomas og St. John. Derfra sejledes den rå rom, den såkaldte "killdevil" til Flensborg, hvor rommen blev blandet og justeret til den ønskede styrke. Gennem lagring på træfade fik rommen sin lysebrune farve. I rommens blomstringstid havde Flensborg over 200 romhuse. 

Rom-sukker-tur
Vil du vide mere omkring rommens historie og høre nogle af de interessante og eventyrlige beretninger? Spørg dig for hos turistinformationen og bestil en rom og sukker tur. Offentlige ture afholdes hele året, mange af dem har rommen som hovedtema. Hvis du arriverer sammen med en gruppe, kan du booke en guidet tur og vælge såvel emne som dato - inklusive besøg i et af romhusene og en prøvesmagning af Flensborgs flydende guld. 

Rommuseet i Søfartsmuseet
Søfartsmuseets kælder var i gamle dage toldvæsenets lager for den ublandede, rene rom „Pure Rum“. I dag er stedet indrettet som rommuseum med en moderne multimedia-installation i kælderetagen. Det er som en rejse til fortiden, hvor gæsterne får et indblik i de velhavende og indflydelsesrige købmandsfamiliers liv og levned. Her berettes om den dansk-vestindiske skibsfarts eventyr og slaveriets rædsler, der udgjorde skyggesiden af den rigdom, som sukker og rom i sin tid bragte til Flensborg.

Romhusene Braasch og Johannsen
Romtraditionen eksisterer endnu i to af de gamle romhuse. Et af dem er Wein- und Rumhaus Braasch i Rote Straße med sit eget rommuseum. Her kan du finde super souvenirs og spændende gaver. Museet har omvisning hver onsdag. Du kan også tage på tur i museet alene og få mere at vide omkring Flensborg som rommens by.
Det andet er Rumhaus Johannsen i Marienstraße, Tysklands ældste endnu fungerende romblanderi. Du kan både prøvesmage og købe din egen rom på dette sted. Omvisningerne finder sted i produktionen og i lageret. 

Rom- og sukkerrute
På denne rute får du et særligt indblik i Flensborg som rommens og sukkerets by. På 20 stationer i den gamle bydel kommer du på sporet af rom og berømmelse i Hansetiden. Velplejede gamle købmandsgårde og kontorbygninger i den gamle bydel er imponerende vidner, der beretter om en gylden og grusom fortid. Turen kan gennemføres både alene, eller sammen med andre.